Vejledning i valg af gravsted
Traditionelle kistegravsteder:
- er gravsteder med én, to eller flere pladser. Gravstederne indrammes af hække.
Med beplantning og valg af monument er der mulighed for at give gravstedet et individuelt, personligt præg.
Gravstederne kan både anvendes til kistebegravelse og urnenedsættelse.
25 års fredningstid. Efter fredningstidens udløb kan brugsretten forlænges.
Individuelle urnegravsteder:
- er mindre gravsteder på 1x1 m eller 1x2 m.
Der er plads til anbringelse af 4-8 urner indenfor de 10 års fredningstid.
Ved valg af beplantning og monument kan gravstedet gives et personligt præg. Dog er det begrænset, hvor meget der kan plantes på de små gravsteder. Fornyelse af brugsretten kan finde sted.
Urnegravsteder i græs:
- er en forenklet form for gravsted. Gravstedet indgår i et fælles græsareal.
Hvert gravsted måler 1x1 m, og der er plads til anbringelse af 4 urner.
For monumenternes udformning er der fastsat regler: Stenen, hvis størrelse ikke må overstige 40 x 50 cm, skal ligge i plan med græsset, og inskriptionen må ikke udføres med ophøjet skrift. Der kan kun anbringes én sten på gravstedet.
Det er valgfrit, om man ønsker at anbringe en gravsten på gravstedet.
Der kan ikke plantes på gravstedet, men der er mulighed for at sætte buketter og potteplanter i de 2 holdere, som placeres bag stenen. Der kan heller ikke foretages grandækning til jul. Anbringelse af puder på stenen er tilladt.
Ved erhvervelse af gravstedet skal der samtidig betales for vedligeholdelse i hele fredningsperiodens 10 år. Beløbet oplyses på Køge Kirkegårdskontor. Fornyelse af brugsretten kan finde sted.
Kistegravsteder i græs:
Der gælder de samme bestemmelser med hensyn til gravsten og beplantning for kistegravsteder i græs som for urnegravsteder i græs. Gravstedet er blot større, og der kan ved den første begravelse erhverves to gravpladser ved siden af hinanden.
I forbindelse med erhvervelse af gravstedet skal der betales for renholdelse i fredningsperiodens 25 år. Beløbet oplyses på Køge Kirkegårdskontor. Fornyelse af brugsretten kan finde sted.
Fælles urnegrave:
- er den anonyme form for urneanbringelse i et fælles anlæg. Der er ingen synlig markering af de enkelte grave og askens placering er ukendt for de pårørende. Asken nedsættes uden brug af urne eller i en urne af hurtigt forgængeligt materiale. Den eller de nærmeste pårørende til afdøde anmodes om ved deres underskrift at give samtykke til, at asken nedsættes uden brug af urne, samt at asken herefter ikke kan flyttes fra graven.
Kun på den særligt indrettede fællesmindeplads må der anbringes buketter, potteplanter og puder.
I forbindelse med erhvervelse af gravplads skal der betales for vedligeholdelsen heraf. Beløbet betales for fredningstidens 10 år. Beløbet oplyses på Køge Kirkegårdskontor. Fornyelse kan ikke finde sted.
Kirkegårdenes gravstedsformer
Assistens kirkegård
Kirkegården, der ligger nær Køge Kirke, begrænses af Kirkestræde, Allégade og Nyportstræde.
Her kan vælges mellem to typer gravsteder:
Traditionelle kistegravsteder med én eller flere gravpladser.
Individuelle urnegravsteder: Mellem kistegravstederne er indpasset urnegravsteder af varierende størrelse.
Ny Sct. Nicolai kirkegård
Kirkegården er byens nordligste - beliggende mellem Nørregade og Sygehusvej.
Her kan vælges mellem følgende gravstedstyper:
Traditionelle kistegravsteder: Nyerhvervelse er begrænset til et område nordvest for kapellet.
Urnegravsteder:
a. Urnegravsteder i græs. Denne type gravsteder er samlet i mindre urnehaver, som indrammes af hække; samt tillige i anlægget i kirkegårdens sydvestligste hjørne.
b. Traditionelle urnegravsteder (tæt på kapellet mod vest) 1m2 med hæk på 3 sider, kant i brosten mod gang. Gravsten ikke opretstående.
Fælles aske- og urnegrav:
I den sydvestlige del af kirkegården er etableret en fællesgrav, hvor asken kan nedsættes i barkurne eller uden brug af urne.
Klosterkirkegården
Ved Vestergade, i byens centrale del, ligger Klosterkirkegården.
Her er udelukkende urnegravsteder.
Individuelle urnegravsteder:
Gravstederne, der ligger i rækker langs gange, er adskilt indbyrdes af smalle stenkanter.
De planter, der vælges, må ikke udvikle sig til en højde over 1 meter. Ligeledes må planterne ved deres vækst ikke genere de omkringliggende gravsteder.
Gravstenen skal være af type, som ikke er opretstående. Der må gerne lægges flere sten på hvert gravsted.
Urnegravsteder i græs er på denne kirkegård anlagt i 1 eller 2 rækker langs de større gange. Der vil kun være ledige gravsteder i det omfang, bestående gravsteder sløjfes.
Fællesgraven: Den anonyme anbringelse af aske kan finde sted i askefællesgraven.
Fredningstider og vedligeholdelse m.m.
For kistebegravelser er fredningstiden 25 år.
For urnenedsættelser er fredningstiden 10 år.
Askeurner, der nedsættes på Køge Sogns kirkegårde, skal være af let forgængeligt materiale, f.eks. pap, papir, træ eller bark.
Enhver, der erhverver brugsret til et gravsted, forpligter sig til at holde gravstedet ved lige i henhold til kirkegårdens vedtægt.
Vedligeholdelse kan foretages af de pårørende eller af kirkegårdens personale, bortset fra gravsteder i græs og fællesgraven, der skal vedligeholdes af kirkegårdens personale.
Kirkegårdens personale kan efter de pårørendes aftale med kontoret udføre anlæg og omlægning af gravsteder samt udplantning af forårs- og sommerblomster, grandækning samt puder m.v. til jul.
Betaling for vedligeholdelse m.v., kan ske forud for et år ad gangen eller for hele fredningsperioden på én gang - såkaldte legatgrave.
Kirkegårdskontoret kan - efter aftale fjerne visne blomster og kranse efter begravelsen eller urnenedsættelsen samt oprette graven.
Erhvervelse af gravsted skal ske ved henvendelse til kirkegårdskontoret. Det er dog ikke muligt forlods at erhverve et gravsted til senere ibrugtagning. |