Kirkegårdenes historie

 

Litteratur: Køge bys historie 1288-1988, bd.I+II. Udgivet 1985 af Køge Kommune i samarbejde med Køge Museum. Sct. Nicolai Kirke Køge - en vejledning, samt materiale i Køge Kirkes arkiv.

 

Sct. Nicolai Kirkegård

Omkring den étskibede Sct. Nicolai Kirke o. 1300 med tilføjelse af tårn o. 1325 lå byens kirkegård.

I 1394 omtales Sankt Gertruds Kapel ved Vestergade, hvor der også har været kirkegård. Denne kirkegård har sandsynligvis været af afgørende betydning for ombygning og udvidelse af sognekirken. Sct. Nicolai Kirke lå nemlig på en forholdsvis lille parcel, hvis kirkegårdsareal blev voldsomt indskrænket ved udbygning af kirken fra o.1400-1794. Kirkens omfang blev godt ottedoblet fra 175m2 til ca. 1400m2, og kirkegårdsarealet tilsvarende formindsket.

Begravelser ophørte på kirkegården i 1864.

Sct. Nicolai Kirkegård Køge

 

 

 

Assistens Kirkegård

I 1835 blev en ny kirkegård taget i brug, som skulle assistere kirkegården omkring kirken, som var blevet for lille. Assistens blev udvidet i 1864 samtidig med at begravelser på den gamle kirkegård ved kirken ophørte.

Assistens Kirkegård ligger syd for Allégade mellem Kirkestræde og Nyportstræde.

Assistens Kirkegård Køge

Ny Sct. Nicolai Kirkegård

Ny Sct. Nicolai kirkegård ligger syd for Zoffmannsvej mellem Sygehusvej og Nørre Boulevard.

Den blev etableret i 1890 for at imødekomme den voksende købstads behov.

Et kapel på kirkegården, som bruges som opholds- og redskabsrum for kirkegårdspersonalet, blev i 1900 bygget i nationalromantisk stil, tegnet af arkitekt Martin Borch.

I 1998 blev nyt anlæg til fællesgrav anlagt, udført efter tegning af landskabsarkitekt Andreas Bruun, Køge.

I foråret 2010 påbegyndtes byggeriet til kirkegårdsadministrationen med nyt kirke-gårdskontor og graverfaciliteter og stod færdigt i december.

Ny Sct. Nicolai Kirkegård Køge

 

Klosterkirkegården

Gråbrødreklosterets kirkegård, fattigkirkegård, urnekirkegård.

Klosterkirkegården ligger på hjørnet af Ågade og Vestergade.

Erik af Pommern købte i 1429 en gård i Vestergade, som gik i arv. Stedet rummer meget historie. Iflg. lokalhistoriker Børge Kjeldsen forærede Kong Hans i 1485 gården til gråbrødrene, for at de kunne oprette et franciskanerkloster. I forbindel-se med klostret blev der bygget en kirke i bindingsværk. Klostret eksisterede dog kun i 46 år, da den sidste munk forlod klostret ved Reformationens begyndelse i Danmark i 1531.

Kirkegården blev så anvendt til fattigkirkegård, og en overgang blev kirken udelukkende benyttet af den tyske koloni i Køge. I 1523 lod rådmand Mogens Steen opføre 12 små boder ud mod Vestergade, hvor byens allerfattigste kunne bo. Men med den svenske besættelse 1658-1660 blev kloster, kirke og halvdelen af Steens Boder nedrevet for at give plads til en af de 11 bastioner, som svenskerne befæstede Køge med. Kirkegården blev ryddet for omkring 900 skeletter, som man senere fandt stuvet sammen i en fællesgrav. Da svenskerne forlod Køge blev kirken genopført og Steens Boder genoprettet.

Kirken blev dog ikke brugt særlig meget og o. 50 år efter blev den solgt til nedrivning. Kirkegården forfaldt totalt, og så sent som i 1845 blev den udlejet til græsning. Steens Boder blev nedrevet i 1857, og området blev da omgivet med en mur for at blive anvendt til fattigbegravelser i mange år.

Iflg. blad i Køge Kirkes arkiv:

Den sidste jordbegravelse på Klosterkirkegården fandt sted i 1932. I 1949 vedtog menighedsrådet, efter at kirkegården var ryddet og sat pænt i stand, at benytte den udelukkende til urnebegravelse. Den første urne nedsættes 19. marts 1950.

I mai måned 1950, da frørenseriet foretog nogle udgravninger til opførelse af en nybygning, kom en del skeletdele frem for dagens lys, muligvis af forlængst henfarne munke fra Graabrødreklosteret. Disse blev nedgravede på Klosterkirkegården.

I anledning af 300-året for Slaget i Køge Bugt 4. oktober 1710 blev mindetavle afsløret på Klosterkirkegården for omkomne søfolk søndag 3. oktober 2010.

Klosterkirkegården Køge

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

         
  Sidst opdateret: 24.11.2011 Køge Kirke (Sct. Nicolai Kirke) Kirkestræde 29, 4600 Køge Tlf. 56 65 13 59