Du er her: 

Kulturdage i Køge Kirke

Tid til livet. Samtalesaloner i Køge Kirke

Det at stoppe op og have, eller give sig selv tid til at filosofere er ved at blive moderne igen. I København har der gennem længere tid været afholdt samtale saloner eller filosofiske saloner - og nu kommer begrebet også til Køge. 

De store spørgsmål
Det er filosoffen Peter Johannes Schjødt, der vil kaste den filosofiske bold ud til publikum til 4 aftener med "onsdagsord" I Køge Kirke. Det er den 2., 9., 23. og 30 oktober kl. 19.00 i Køge Kirke. Peter Schjødt vil indlede med et ca. 30 minutters indspark til 4 forskellige emner, hvor efter publikum går ud til små borde med plads til 4 ved hvert, hvor der er en let tapas anretning og et glas vin - samt et par forslag til spørgsmål til dagens emne, der kan hjælpe diskussionen på vej. Der er gratis adgang - og tilmelding ikke nødvendig - men find evt. begivenheden på facebook og tilkendegiv gerne om du deltager, så arrangørerne har mulighed for at tilpasse tapas og vin. Det er Køge Kirkes aktivitetsudvalg, der arrangerer "Onsdags ordet"

Tid til livet ."Jeg har ikke tid". Måske er det en af de sætninger, som vi oftest bruger i dag. Vi taler om tid, både som en mangelvare og som en vision om et andet liv: "bare jeg havde noget mere tid". Nu kan man jo faktisk ikke få mere tid. Men bag snakken om for lidt tid og for meget travlhed gemmer der sig en tvivl: Bruger jeg den tid, som jeg har, på den rigtige måde? Problemet er ikke nødvendigvis at have travlt og føle at tiden går. Men der opstår problemer, hvis man pludselig kommer i tvivl om det nu også er det rigtige, man har så travlt med. Når tiden nu ikke kun er noget, som man koger æg efter, skal der altså træffes nogle valg: Hvad er vigtigt i mit liv? Hvad skal jeg prioritere? Hvad skal mit liv fyldes med? Hvad giver mit liv mening? For livet er jo det der sker, mens vi har travlt med at lægge andre planer. Det er nogle af de emner, som Peter Schjødt vil komme ind på til første arrangement i række af 4.

Andet oplæg i række handler om et andet af de store spørgsmål - nemlig "Hvem er jeg" og det foregår den 9. oktober. 

Det lykkelige land, fiasko og succeser 
Den 23.oktober handler det om succes og fiasko. En ny lidelse er ved at sætte sig i menneskets hjerte: Statusangst; er man god nok, rigtig nok? Spørgsmålet, om succes eller fiasko, var også af betydning tidligere, hvor det handlede om fattigdom eller økonomisk overlevelse. Onsdagsordet rundes af med en samtalesalon om Danmark som et af de lykkeligste lande i verden. Bor verdens lykkeligste mennesker i verdens lykkeligste land? Sådan burde det vel være. Men selv om Danmark i mange år har ligget højt på ranglisten over de lykkeligste lande i verden - så er der alligevel en sten i skoen.

Læs evt. mere om samtale salonerne og onsdagsordet på Køge Kirkes facebook side - samt på koegekirke.dk. Peter Johannes Schjødt er uddannet i filosofi og samfundsvidenskab. Han har skrevet en lang række bøger bl.a. "Julies hjerte", "Tiden, tempoet og tomheden". Peter Schjødt har tidligere været redaktør på DR's P1, været leder ved DR's radiodokumentar og boganmelder for Berlingske, men i dag er han freelance skribent og foredragsholder og blogger om kultur, etik og eksistens. Læs mere på https://peterschjodt.wordpress.com

 
 
 

Kontaktinformation

Der er gratis adgang - og tilmelding ikke nødvendig - men find evt. begivenheden på facebook og tilkendegiv gerne om du deltager, så arrangørerne har mulighed for at tilpasse tapas og vin.

Aktiviteter på Facebook
2. oktober - Tid til livet
9. oktober - Hvem er jeg?
23. oktober - Masser af succes - og frygten
30. oktober - Verdens lykkeligste land