19/11/2026 0 Kommentarer
En tid til at tage billeder
En tid til at tage billeder
# Aktuelt

En tid til at tage billeder
Vi tager billeder. Mange billeder. Af ferier, fødselsdage, middage, gåture, solnedgange og helt almindelige hverdage. Med mobiltelefonens kamera har vi altid muligheden for lige at tage et billede. Det er bestemt ikke kun de unge. Det er os alle sammen. Og jeg tror det har ændret vores måde at opleve verden på.
Da jeg begyndte som præst for 16 år siden, var det stort set utænkeligt, at nogen tog billeder under en begravelse. Det blev nærmest betragtet som uhøfligt. I dag er det ganske almindeligt. Nogle nøjes med at tage et billede af kisten og blomsterne. Andre fotograferer, når kisten bæres ud, eller når familien står grædende udenfor kirken og tager den sidste afsked. Bedemænd er også begyndt at tilbyde familierne at fotografere undervejs. Senest har jeg set en bedemand dele en selfie på sociale medier, taget i vores kapel, hvor kisten stod klar til bisættelsen, og de pårørende endnu ikke var ankommet.
Jeg skal skynde mig at sige, at jeg ikke har noget imod, at folk tager billeder. Det er deres billeder, deres minder og deres måde at være i en situation på. Jeg undrer mig bare. Hvad bruger man billeder fra en begravelse til bagefter? Jeg har svært ved at forestille mig, at nogen en søndag eftermiddag finder fotoalbummet frem og siger: »Skal vi ikke hygge os med at gense mormors begravelse?«
Jeg tror, vores trang til at fotografere handler om noget mere end bare lysten til at få et godt billede. Det handler nok mere om vores frygt for at gå glip af noget. Vi vil gerne have det hele med. Det kan også være grunden til de mange billeder ved begravelser. Døden minder os om, at tiden går, og at vi ikke kan holde fast i dem, vi elsker. Når et menneske dør, er der pludselig noget, vi aldrig får igen. Måske kan et billede give os en følelse af at kunne holde fast i noget af det, vi har mistet. Jeg kan bare ikke lade være med at tænke på, om vi nogle gange bliver så optagede af at gemme øjeblikket, at vi glemmer at opleve det. Om vi risikerer at se mere på skærmen end på det, der faktisk sker lige foran os. Måske bliver vi også dårligere til at huske, når vi hele tiden kan gemme oplevelserne på telefonen i stedet for i vores egen hukommelse.
Måske går vi faktisk glip af noget, mens vi forsøger at sikre os, at vi ikke går glip af noget.
I Prædikerens Bog står der de velkendte ord: »Alt har sin tid.« Der er en tid til at fødes og en tid til at dø. En tid til at græde og en tid til at le. Jeg kan ret godt lide de ord, fordi de minder os om, at livet ikke kan fastholdes. Det bevæger sig. Noget kommer til os, og noget forlader os. Vi kan ikke gemme det hele, og måske skal vi heller ikke.
Jeg har selv masser af fotografier, som jeg er glad for. Billeder af mennesker, jeg holder af, og øjeblikke, jeg gerne vil kunne vende tilbage til. Men jeg tror også, at der er en særlig værdi i de øjeblikke, vi ikke fotograferer. De øjeblikke, vi bare er til stede i, og som får lov til at sætte sig i os på en anden måde.
Vi kan ikke gemme tiden eller holde fast i dem, vi elsker, ved at tage et billede. Men vi kan være til stede. Se hinanden. Holde en hånd. Græde sammen. Og måske er det netop nogle af de øjeblikke, vi husker allerbedst. Ikke fordi vi har et fotografi af dem, men fordi vi var der. Fordi vi mærkede dem. Fordi de satte sig i os.
Der er en tid til at tage billeder. Men der er også en tid til bare at være til stede.
Kommentarer