Så er det igen blevet uge 35, og Køge Festuge skal til at løbe af stablen. Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg elsker Køge Festuge. Jeg elsker den summen, der er i byen op til festugen, elsker det liv, den giver, mens den står på (også selvom jeg er nærmeste nabo til Lovparken), og så elsker jeg den ro, der også er, når festugen er overstået. Det, at man samles i byen til fest, glæder jeg mig hvert år over.

Men hvorfor egentlig al den palaver? Er det ikke bare spild af tid og penge med sådan en festuge?

Det er så nemt at få revisorbrillerne på, når vi står over for festugen eller bare generelt, når vi holder fester. Kan det nu betale sig? Var det ikke bedre, om vi brugte pengene på plejehjemmene eller på et nyt tag i boligen? Det er så nemt at tænke, at fest er noget, man gør, når alt det vigtige er overstået. Arbejde, økonomi, pligter og praktiske gøremål er ”det rigtige”, mens festen er det, man kan tillade sig bagefter. Når der er overskud. Fester passer ikke så godt ind i Excel-arket. For festen giver ikke et materielt afkast, som kan måles og vejes, som kan vækstes. Det er ganske enkelt, fordi fester ikke kan måles på den målestok. De måles nemlig på noget andet. De måles på glæde, minder, tilhørsforhold og relationer. Alt det er mindst lige så vigtigt i vores liv.

Det har man været klar over til alle tider. Faktisk så langt tilbage som i eventyret om skabelsen, som vi kan læse i Bibelen. Da Gud sætter solen og månen på himlen, så står der, at han gør det, så ”de kan tjene som tegn til at fastsætte festtider, dage og år.” Så allerede da Gud ordner verden og tiden, så er festen tænkt ind. Mennesket skal ikke bare arbejde sig gennem tiden. Tiden skal have en rytme: Hverdag og fest, arbejde og hvile, det almindelige og det særlige. Gud har altså ikke kun skabt os til at få noget fra hånden, vi er også skabt til at holde fest.

Og det er faktisk noget af det, jeg synes, Køge Festuge viser. Når vi som mennesker deltager i en fest, så sker der noget helt særligt. For til en god fest kan alle mennesker finde ud af at være med. Og til en god fest sker der det særlige, at vi alle på en måde bliver lige. Det er netop også det, der sker, når vi kommer til Køge Festuge. Direktøren er ikke bedre til at gå til Køge Festuge end den studerende er. Præsten synger lige så meget med på Sømændenes sange, som bilmekanikeren gør. I festen bliver forskellene mellem os for en stund mindre vigtige.

Det helt særlige ved Køge Festuge er jo også, at den samler så mange frivillige fra de forskellige foreninger. Dermed er den mere end god underholdning, men også en måde, hvor foreninger kan møde hinanden, og potentielt også nye medlemmer. Når vi deltager i Køge Festuge, så bakker vi jo alle sammen op om det lokale fællesskab og det betyder meget i en verden, som ellers ofte kan føles fragmenteret. Men festen bringer os sammen.

Så måske skal man ikke spørge, om vi har råd til at holde fest. Måske skal man hellere spørge, om vi har råd til at lade være. For livet skal ikke bare leves. Det skal også fejres.

God festuge!