Jeg er bagud. Endda på ret mange punkter. Til at starte med er jeg bagud med denne her klumme. Jeg forsøger at få skrevet til Dagbladet en gang om måneden og skulle have skrevet for 3 uger siden, men nåede det af mange grunde ikke. Den vigtigste grund er, at årets første 3 måneder har budt på afsindig mange bisættelser og de kommer altid i første række.

Af samme grund er jeg også bagud med min prædiken til på søndag. Den er der helt naturligt en ret stram deadline på. Der er flere arbejdsmæssige ting, jeg er bagud med, ligesom der også er den del derhjemme. Vasketøjet. Oprydning. Rengøring. Projekter jeg gerne ville have ordnet, men som jeg endnu ikke har nået. Slankekuren. Strikketøjet, et lækkert tørklæde, som jeg nok egentlig havde regnet med ville være færdigt i januar, men som ikke engang er nået halvvejs.

Det som irriterer mig mest, er at jeg også føler mig bagud med mine relationer. Mand og børn når jeg heldigvis hver dag. Men jeg er bagud med at få set mine forældre og min søster og mine gode venner. Jeg udskyder det hele tiden – det må blive senere, når jeg får bedre tid. Men hvornår er det?

Jeg er bare bagud og det stjæler glæden. Det værste ved at være bagud er nemlig, at det tager glæden fra de ting, som man faktisk når.

Jeg deler ikke det her for at få medlidenhed, slet ikke. Jeg tænker derimod, at jeg bestemt ikke kan være den eneste, som går rundt med den her følelse af at være bagud. Med det tempo som verden kræver af os og med alle de muligheder vi har, så er det næsten umuligt at undgå.

Det store spørgsmål er – hvad stiller man op?

Der er mange selvhjælpsbøger på det her område, dem er jeg desværre også bagud med at læse. Så når det hele koger over for mig, laver jeg lister. Lister, hvor jeg skriver ALT ned. Så tvinger jeg mig selv til at lave nogle benhårde prioriteringer og plotter ting ind i kalenderen med tidspunkter. Jeg forsøger gerne at få nogle af de lettere opgaver løst først, så jeg kan få streget nogle ting over på listen og få nogle hurtige succesoplevelser.

Jeg prøver også at være ærlig overfor de mennesker, jeg har omkring mig. Fortæller dem, at jeg ikke er sur på dem, men grunden til, at de ikke ser mig ret meget, er fordi, jeg er bagud. Det kan lette meget at være ærlig, så man slipper for at lade som om, at alt bare er fint. Oftest viser det sig jo også at folk gerne vil hjælpe. Så skal jeg huske at give slip og lade andre overtage. Det behøver jo ikke altid være mig, der skal vaske alt tøjet.

Jeg prøver også at give lidt slip på perfektionismen og sænke baren en smule. Nogle gange er ”godt nok” også godt nok. Ofte har jeg tårnhøje forventninger til mig selv og hvis jeg bare sænker dem en lille smule, så bliver det gerne lidt mere overskueligt.

Jeg øver mig også i at tale ordentligt til mig selv. Jeg er jo ikke nødvendigvis doven og uduelig, fordi jeg ikke kan skaffe timer nok i døgnet og fordi jeg kører træt. Jeg kan nu engang kun nå det, som jeg kan nå inden for 24 timer. Så jeg prøver at fortælle mig selv, at jeg stadig er god nok og forsøger også at tilgive mig selv for de ting jeg ikke når. 

Sidst, men ikke mindst, så sniger jeg nogle belønninger ind. Derfor vil jeg lige om lidt nyde en Yankiebar, fordi der nu er en ting mindre, som jeg er bagud med.