Af Charlotte Dybdahl Winther

Nu, hvor mine børn er blevet større (18 og 15 år), sker det oftere og oftere, at jeg fortæller dem historier om dengang, de var små. Ganske ofte fortæller min mand og jeg dem også anekdoter om vores tid sammen inden de kom til verden.

Når jeg er sammen med mine forældre eller svigerforældre, har jeg bemærket, at de gør det endnu mere. De taler oftere om fortiden end om fremtiden. Jeg har tænkt, at det måske kunne være et alderstegn. Alligevel når jeg så ellers ser på mig selv og mine forældre og svigerforældre, er det jo ikke, fordi nogen af os er gået i stå, at vi kun har minderne tilbage. Og så gammel er jo heller ikke. 46 år, det er jo ingen alder!

Så måske handler det ikke kun om alder. Måske er der tale om noget grundlæggende menneskeligt: at vi fortæller historier for at holde fast i hinanden.

Når jeg fortæller børnene historier om dengang, de var små prinsesser, er det selvfølgelig, fordi jeg bliver en smule nostalgisk. Selvom det i min optik, jo ikke er så længe siden de var små. Men det er samtidig også for at minde dem om vores fælles historie.

Jeg fortæller om ferier, sjove episoder fra deres barndom og alle de små ting, der fyldte så meget i vores hverdag dengang. Måske husker de kun brudstykker, eller måske var de for små til at kunne huske det. Men når jeg fortæller, får de alligevel en lille del af historien tilbage. Ikke nødvendigvis som deres egne minder, men som noget, de kan tage med sig.

Når min mand og jeg for eksempel taler om tiden, hvor vi boede på kollegium sammen for 25 år siden, er det heller ikke, fordi der er så meget visdom at hente fra kollegietiden. Der er mest gode drukhistorier. Men det er en måde, hvorpå vi bliver mindet om den efterhånden lange historie, vi har sammen.

Vi husker måske ikke altid tingene helt ens. Nogle detaljer er nok blevet pyntet lidt på, og nogle episoder husker den ene bedre end den anden. Det gør ikke nødvendigvis så meget. For historierne handler ikke kun om, hvad der præcis skete dengang, men også om alt det, vi har været sammen om siden.

Der er en særlig glæde i at sidde omkring et bord og pludselig opdage, at vi alle sammen husker den samme episode. At vi kan grine sammen over noget, der skete for mange år siden. At vi stadig har noget til fælles, selvom livet har forandret sig, og vi ikke længere er de mennesker, vi var dengang.

Måske er det også derfor, vi fortæller historierne videre til vores børn. Vi giver dem ikke bare fortællinger om en tid, der er forbi. Vi fortæller dem, hvor de kommer fra, og at de er en del af noget, der begyndte, længe før de selv kunne huske det.

I kirken har vi et ret fedt ord for det: ihukommelse.
Ved nadveren lyder ordene om Jesus: »Gør dette til ihukommelse af mig.« Det er mere end blot at huske. Det er at bringe fortiden ind i nutiden og lade den blive en del af det fællesskab, vi selv står i. Når vi fejrer nadver, fortæller vi ikke bare en gammel historie. Vi tager del i en fortælling, der stadig lever, og som minder os om, hvad der binder os sammen.

For vi er jo ikke kun mennesker, der lever her og nu. Vi er også blevet til gennem alt det, vi har oplevet, og de mennesker, vi har mødt undervejs. Vores liv består ikke kun af det, vi skal nå i morgen, eller de planer, vi har for fremtiden. Det består også af alt det, vi har delt med andre. Og nogle gange skal der bare en gammel historie til for at minde os om det.

Så når vi trækker historierne frem fra gemmerne, handler det måske alligevel lidt om alder. Måske er jeg bare blevet gammel nok til at opdage, at et liv ikke kun består af det, vi har foran os, men også af alle de historier, vi har sammen.

Og vigtigst af alt handler det måske om kærlighed. Om at have levet et liv sammen og have brug for at fortælle hinanden, at det liv betyder noget.