Af Charlotte Dybdahl Winther

Lige udenfor mit stuevindue hænger der en valgplakat. Den hænger sådan, at personen på plakaten nærmest kigger mig i øjnene, når jeg sidder i sofaen. Politisk er jeg ikke enig med vedkommende, men jeg har ikke tænkt mig at fjerne plakaten. Selvom der ved hvert valg kommer den samme diskussion omkring valgplakater, så hører jeg til gruppen, der faktisk godt kan lide dem. Jeg ved ikke, om de virker, men for mig fungerer de som demokratiets flag, der bliver hejst for at minde os om, hvordan vi har indrettet os som samfund. Jeg er især vild med de mere opfindsomme plakater, hvor der måske også er lidt humor bag – så får man et glimt af mennesket bag portrættet.

Og det er jo netop det, det handler om – mennesket bag. Mennesker, der vælger at stille sig frem og tage ansvar. Der gerne vil gøre en forskel i den by, de bor i. Som ser, at noget ikke virker, måske endda noget uretfærdigt, og som vil gøre det bedre. Kort sagt: mennesker, der tror på, at de kan gøre en forskel.

De samme mennesker kommer også med mange løfter – nogle af de løfter kan virke tomme. Det hører sig til i en valgkamp. Men måske kan vi også se det som et udtryk for, at det er mennesker som tør drømme om, at tingene faktisk kan blive bedre. At de tør tænke nyt.

Det er så let at blive kynisk i sådan en valgkamp. Vi hører sladder, måske endda skandaler. Hvis man vover sig ind på #KoegePol, kan man mærke, hvordan tonen bliver hårdere, jo tættere vi kommer på valget. Der bliver kastet en del mudder og det er ikke kønt. Jeg mener, man skal holde sig for god til det. Man skal altid tale til kongen i folk, aldrig til stodderen. Ellers breder det sig som ringe i vandet, og vi vælgere kan få følelsen af, at vores stemme ikke gør en forskel. Men mudder eller ej, så gør vores stemme en forskel. At stemme er at sige: Jeg tror stadig på, at det nytter noget. Jeg tror stadig, vi sammen kan forme det sted, vi bor.

Derfor bliver tillid nøgleordet. Tillid til, at de, der bliver valgt, faktisk vil gøre deres bedste. At de vil leve op til det ansvar, vi giver dem. Og tillid til, at vi som borgere vil bakke op – også når beslutningerne ikke falder ud til vores fordel. Tillid er ikke det samme som at være naiv eller lade-stå-til. Det er en gave, vi giver hinanden, for at samfundet kan hænge sammen. Og tillid går begge veje. Vi skal have tillid til vores politikere, ligesom de skal have tillid til os, når vi kommer med vores sager.

Valgkampen er en påmindelse om vores fælles ansvar. Ikke kun for at stemme, men for at bevare troen på, at fællesskab, tillid og dialog betyder noget – at det er vejen frem, hvis vi skal kunne leve sammen. For uden tillid forsvinder ikke bare demokratiet, men også fællesskabet.

Så når du ser valgplakaterne hænge rundt i byen, så prøv at huske, at bag hvert smil hænger et menneske, der har valgt at bruge sin tid og sit liv på at tage ansvar for os andre. Det kan vi godt have respekt for – også selvom vi sætter vores kryds et andet sted.