Af Charlotte Dybdahl Winther, Sognepræst i Køge Kirke

”90-års fødselsdag,” den skal vi bare se, inden vi hopper ind i det nye år. Af en eller anden grund er det tradition, at vi her i Danmark skal skåle med Miss Sophie og tjeneren James, inden vi hører rådhusklokkerne. Jeg har set den sketch og grinet af den hvert år hele mit liv uden egentlig at have tænkt nærmere over det. Men denne gang blev jeg ramt af den på en ny måde. Måske fordi jeg for første gang ikke var med til fest og jeg nok savnede nogle af dem, jeg plejer at holde nytår med. Ærligt, så havde jeg nok egentlig lidt ondt af mig selv og så får man jo nemt store tanker om små ting.

Først blev jeg ramt af det lidt tragiske i sketchen – Miss Sophie sidder jo alene ved bordet, hendes venner er døde og James drikker sig helt i hegnet, for at hun ikke skal føle sig alene. De sidder begge fast i en tid, der ikke længere er, med mennesker som ikke længere lever. De burde tage ud og møde nogle nye mennesker, komme videre. I stedet er de stivnet.

Og her ramte den anden tanke mig – Hvad er der egentlig galt med, at vi stivner og står stille en gang imellem? Hvorfor skal vi altid videre? Vi har lige været igennem december, som er et langt kapløb om at nå fra det ene julearrangement til det næste, inden vi kommer i mål juleaften. Lige efter kommer sprinteretapen, hvor vi skal nå at få rundet året ordentligt af. Når vi så rammer januar, så skal vi på slankekur, på arbejdet er der nye planer, nye større mål. Hele tiden videre, videre og videre. Man er næsten træt, inden man kommer i gang.

Måske det faktisk kunne være en ide, ligesom Miss Sophie og James, at stivne lidt. Turde blive stående, kigge lidt tilbage på det der har været. Tage ved lære. Endda blive stående så længe, at vi slår rod og går dybere i stedet for videre. Det kan være med ting der interesserer os. Fokusere på en enkelt opgave ad gangen. Koncentrere os, gøre os umage. Glemme verden lidt omkring os, nyde roen. Læse noget og huske det bagefter. Tage svære beslutninger, som bliver velovervejet. Det kræver øvelse og vedholdenhed at fordybe sig, men det kunne være meningsfuldt at bruge januar på netop det.

Der er meget at hente, når vi får fast grund under fødderne og fordyber os, også i hinanden. Så bliver vi i stand til at vise hinanden medmenneskelighed. Hvilket tjeneren James er et fint eksempel på. Han gør sig umage overfor én, han holder af. Udefra kan middagen virke fjollet, men James gør alt for, at Miss Sophie, trods de lidt triste omstændigheder, kan få en god dag. Sammen fordyber de sig i minderne om gamle venner. Det handler ikke om at hænge fast i fortiden, men om at give sig tid til at være sammen og mindes. Hvilket nok er den eneste måde at komme videre på.

Inden vi går ind i et nyt år, minder 90-års fødselsdag os hvert år om, at vi gerne må stivne lidt. At vi ikke skal hurtigt videre til det næste, men at vi kan forsøge at grave dybere, fordybe os i emner og ikke mindst i hinanden. ”Same procedure as last year, Miss Sophie?” ”Same procedure as every year, James.”