Af Charlotte Dybdahl Winther

Der er så mange gode ting ved kultur. Alligevel er der nærmest ikke en eneste kandidat ved kommunalvalget, som taler om den. Finder man endelig en kandidat, der nævner kultur, handler det oftest om penge til et stadion – eller også bliver diskussionen forfladiget til, om man skal bygge et nyt kulturhus eller bruge pengene på “kernevelfærd”. Men kultur er kernevelfærd.

Alle ved det jo, men ingen taler om det. Kultur er en fuldstændig afgørende del af vores liv. Jeg kan fremhæve tre små eksempler fra mit eget liv.

Da min mand og jeg efter endt studie skulle finde ud af, hvilken by vi ville slå os ned i, kiggede vi efter et sted, der havde noget at byde på. En by, hvor man kunne gå til noget i fritiden, hvor der var foreninger og arrangementer. Altså en by, hvor der sker noget. Det var en af grundene til, at vi endte i Køge.

Et andet eksempel: Når nu min familie og jeg har en af de korte ferier, f.eks. efterårsferien, så bliver vi gerne i Danmark. Vi nyder at sove længe og at vi ikke har så travlt. Men vi benytter også altid lejligheden til at opleve et eller andet. Vi er ikke sådan en familie, der tager i forlystelsesparker eller på guidede ture. Men vi kan godt lide at komme afsted på egen hånd – museer, kirker, musik, teater osv. Det er altså de ting, vi kigger på, når vi skal afgøre, hvor vores feriepenge skal lægges.

Og det sidste eksempel: I min fritid spiller jeg trækbasun. Jeg har spillet musik, siden jeg var barn i Ruds-Vedby Garden og Slagelse Garden. I mine 20’ere holdt jeg en længere pause fra musikken. Da jeg kom til Køge, tog jeg det op igen, fordi muligheden var der i Køge Byorkester. Her har jeg nu spillet i 10 år. Det er vigtigt for mig at komme afsted hver tirsdag aften – det er et af ugens højdepunkter, fordi det giver en energi, jeg ikke finder andre steder.

Det er bare tre hurtige eksempler fra mit eget liv, hvor kulturen har afgørende betydning og som jeg synes, siger noget om, at det ikke er ligegyldigt, hvad vores byer og lokalområder indeholder af kulturelle tilbud. Det betyder noget for, hvor vi vælger at bo, hvor vi holder vores ferie og hvordan vi lever vores liv.

Kultur er vigtig. Ikke bare for underholdningens skyld, men for selve livet. Både i det daglige og når vi holder ferie og skal tanke op. Idræt er selvfølgelig kultur, men kultur er mere end et stadion. Kultur spænder fra ungdomsklubben til strikkeklubben, fra biblioteket til diskoteket, fra musikskolen til festugen, til kunsten, som vi måske ikke helt forstår, men som alligevel sætter noget i gang. For kultur er følelser og ånd. Den udvider vores horisont, den hjælper os med at udvikle empati og forstå os selv og hinanden bedre. Den øger ganske enkelt vores livskvalitet.

Problemet med kulturen er bare, at hvis den skal leve, så skal den være fri. Den dør, hvis den bliver puttet i kasser og særligt hvis den kommer i de forkerte kasser. Den kan heller ikke måles i et regneark. For nok kan man se hvor mange billetter der er solgt, men hvordan måler man effekten af, at nogen gik ud og spiste i byen inden forestillingen, tog en drink bagefter og tænkte: “Her kunne jeg faktisk godt bo”? Det er nemmere at støtte sporten, fordi man kan se resultaterne: Vi vandt eller vi tabte. Det er sværere at gøre en teateropsætning til breaking news. Stiltiende har man desværre bare besluttet, at kulturen må klare sig selv – med frivillige kræfter og alt for små midler. I stedet laves der puljer i kommunerne, som foreninger kan søge. Der er bare utrolig mange uigennemskuelige regler for de puljer. Derfor opgiver mange foreninger helt at søge. Nogen foreninger sætter kontingentet op, mens andre lukker ned.

Man kan jo selvfølgelig godt sætte spørgsmålstegn ved, om det er kommunens eller statens opgave at støtte de mange kulturelle tilbud. Det er et reelt spørgsmål. Men man kan også spørge: Hvad ville vores byer være uden kultur? De fleste af os husker nok, hvordan vores daværende kulturminister under corona sagde, at kulturen måtte komme i anden række. Det var et kæmpe selvmål. For det, der faktisk holdt os oppe under corona, da vi var isolerede, var netop kulturen. Og nu hvor hele verden er ved at gå af lave og man kalder på åndelig oprustning, så er det jo i den grad kulturen, som skal være med til at bære os.

Når jeg tænker på, hvordan vi vælger, hvor vi gerne vil bo, leve og holde ferie, så handler det i virkeligheden altid om det samme: vi søger steder, hvor der sker noget. Hvor man kan opleve, deltage og mærke fællesskabet. Det er kultur i praksis.

Derfor skal vi begynde at tale om kultur som det, den egentlig er – noget helt grundlæggende i vores liv. Ikke noget ekstra, man kan tage med, hvis der er penge til det. For kulturen er ikke kun en udgift, den genererer også en indtægt, både økonomisk og menneskeligt.

Netop det som jeg selv mærker hver tirsdag, når jeg tager min trækbasun under armen og går til orkesterprøve. Det fællesskab og den energi, der opstår, når vi spiller sammen, kan man ikke sætte kroner og øre på. Men det er medvirkende til, at jeg har lyst til at bo i byen og betale min skat her. 

Kultur skal ikke ses som noget, man støtter “hvis der er råd”. For kultur giver råd. Den giver os overskud, gør vores byer levende og får folk til at mødes på tværs. Den skaber ildsjæle og tilflyttere, og den gør hverdagen rigere for os alle sammen. Politikere burde have langt mere fokus på kulturen og jeg ville ønske at bare én af dem have modet til højt at sige, at kultur er lige så vigtig som krudt og kugler, ældrepleje og vindmøller.

I sidste ende er det kulturen, der binder os sammen, når alt andet skrælles væk. Den lever i musikken, i snakken efter en forestilling, i grinene på torvet og i stilheden i kirken. Den gør os til mennesker – ikke bare borgere. Kulturen skal i sit væsen være fri, men den har alligevel brug for at vi passer på den og tager den alvorligt. For uden kultur mister vi retningen. Og måske også os selv.