31/03/2026 0 Kommentarer
Koncert med Frederiksborg Drengekor
Koncert med Frederiksborg Drengekor

Frederiksborg Drengekor
I Frederiksborg Drengekor synger vi noget af den største musik, som er skrevet i musikhistorien. Vi har det sjovt sammen, knytter venskaber for livet og får sammen helt unikke oplevelser.
Frederiksborg Drengekor startede i januar 2020 under ledelse af dirigent Karen-Maria Baun Hørlück. Koret er opbygget som en korskole med en forskole, kaldet aspirantkor (2.-3. kl.) og et koncertkor bestående af drengekor (3.-8.kl) og mandskor (fra 8.kl). I koret synger altså både drengestemmer, overgangsstemmer (de drenge, hvis stemmer er på vej til at blive mandsstemmer) og mandsstemmer. Der er ca. 35 sangere tilknyttet korene og de kommer fra hele Hillerød Provsti og Nordsjælland i øvrigt. Korene møder til korprøver 2 dage om ugen, og sangerne får derudover undervisning i hørelære og solosang. Frederiksborg Drengekor synger klassisk musik, både alle de gamle mestre og helt nykomponeret musik. Flere komponister og arrangører har skrevet musik til koret, bl.a. Erik Hanspers, Stina Hellberg-Agback, Merethe Kuhlmann, Jakob Lorentzen og Allan Rasmussen.
Frederiksborg Drengekor har i sine første 6 leveår optrådt mere end 100 gange. Koret synger ved gudstjenester og koncerter, både i Hillerød og rundt omkring Danmark. Desuden har koret bl.a. medvirket ved en tv-gudstjeneste i Helsingør Domkirke, i en reklame fra Mofibo, i kortfilmene ”Hold Kæft” og ”Et indslag fra kysten”, i Louisiana Literature Festival og ved Lauritzen-prisuddelingen i Skuespilhuset.
Frederiksborg Drengekor tager på rejse i ind- og udland hvert år. I 2021 var koret på turné i Sønderjylland, i 2022 i Sverige, i 2023 i Oslo (Norge) og i 2024 har koret både været i Esbjerg og i Nice (Frankrig). I 2025 fejrede vi korets 5-års jubilæum med en række koncerter i Danmark, og i 2026 går turen til Clervaux i Luxemburg og Arlon i Belgien.
Frederiksborg Drengekor prioriterer samarbejde med andre drengekor højt. Vi har samarbejdet med og besøgt Københavns Drengekor, Sorø Drengekor, Helsingborg Gosskör, Lund Domkyrkas Gosskör, Oslo Domkirkes Guttekor og Treenighedskirkens Drengekor. Koret har desuden haft besøg af Hannover Knabenchor, Chœur de jeunes de l’Academie de Musique d’Arlon og Stuttgarter Hymnus-Chorknaben. Frederiksborg Drengekor prioriterer desuden at deltage i stævner med Danmarks pt 11 andre drengekor.
Dirigent Karen-Maria Baun Hørlück
Karen-Maria Baun Hørlück er uddannet Almen Musikpædagog og klassisk sanger og sangpædagog fra hhv. Det Jyske Musikkonservatorium i 2000 og Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i 2007. Siden 2008 har hun arbejdet med drengekor, først med Helsingør Domkirkes Drenge- og Mandskor, siden mere end 10 år med Københavns Drengekor på Sankt Annæ Gymnasium.
Karen-Maria brænder for drengekor, for drengestemmer og for den klassiske musik. Hun har specialiseret sig i arbejdet med drenge med overgangsstemmer og har i den forbindelse været medforfatter til bogen ”Sang med overgangsstemmer – fra drenge- til mandsstemme” på forlaget Dansk Sang. Hun var initiativtager til det første ”Korstævne for Unge Mandssangere” i 2017 og sidder med i KORLIVs arbejdsgruppe omkring drenge og sang. Hun har desuden været dommer i ”Unge synger klassisk” konkurrencen 2023 og 2024.
Kommentarer