Af Charlotte Dybdahl Winther, sognepræst

Vi sad og spiste aftensmad - min mand og jeg og vores to døtre på henholdsvis 17 og 13 år. Vi snakkede, om dagen der var gået og alt mulig andet. Vi grinede og hyggede os. Jeg kan ikke helt huske, hvor vi var i samtalen, men pludselig er min mand og jeg sat fuldkommen af. Vores to teenagepiger, som sidder overfor hinanden, er gået ind i samtale, hvor de griner og ping-pong’er og vi forstår ingenting. Det havde nærmest givet mere mening for os, hvis de havde talt vietnamesisk. Jeg forstår dog, at det er noget med nogle tal - på engelsk siger de 5,6,7 og 7,8,9 og så er de flade af grin. Det er ikke bare en enkelt sætning, det er en hel samtale, hvor de nævner de her tal og griner højt. Min mand og jeg sidder bare og betragter vores to piger, mens vi hovedrystende kigger på hinanden.   Det er en mærkelig følelse at sidde med, når man føler man bliver sat af. Jeg betragter nemlig mig selv, som et menneske der følger med tiden. Jeg følger med i nyhederne, både lokalt, nationalt og udenrigs. Jeg skifter mit tøj ud indimellem for at følge med moden. Jeg er både på Facebook og Instagram. Jeg ser de populære programmer i TV. På mange måder synes jeg, at jeg er med på beatet. Men når mine to teenagetøser går i gang, så bliver jeg sat af. Der er en verden, som jeg simpelthen ikke forstår. Det er en verden, hvor det går utrolig hurtigt. Hvor det der trendede og var sjovt i går, ikke er det i dag. Jeg må jo erkende, at dér kan jeg simpelthen ikke følge med. Og det er jo altid lidt svært at skulle erkende med sig selv, at man nu er blevet så gammel, at der er ting, som man ikke længere er med i.

Jeg kunne selvfølgelig prøve at hoppe med på trenden. Men jeg ville føle, det var falsk. Det ville jo kun være et halvhjertet forsøg på at være en cool og trendy mor. Og det er aldrig cool. Det som også ofte sker, når den lidt ældre generation har prøvet at hoppe med på trends, er, at de unge så bare rykker et andet sted hen. De vil have deres eget, som vi ikke nødvendigvis skal være en del af. Sådan havde jeg det jo nok egentlig også selv da, jeg var yngre.

Det er i bund og grund nok også sådan, det skal være. De unge skal prøve verden af. Udfordre konventionerne. De skal lege med sproget, opfinde nye ord, være kreative og finde ny glæde. De skal forny det gamle. Verden står jo ikke stille. Verden er dynamisk. Alt kan ikke være ved det gamle altid. Det er netop det, som gør det spændende at være menneske – at verden hele tiden har noget nyt at byde på. Det skal man ikke prøve at stoppe. Der ligger fremtiden. Men det er også sådan, at man jo på et tidspunkt når en alder, hvor man ikke kan være med på det nyeste nye. Som om der er fyldt op i tanken. Det man så til gengæld kan byde ind med, er netop det, der er i tanken – livserfaringen. Verden kan ikke køre rundt uden erfaringen.

Der er både brug for de unges gåpåmod og nysgerrighed, samt vores erfaring og visdom. Det ene må ikke udelukke det andet. På den måde har vi jo generationerne imellem, både noget at lære hinanden og give til hinanden – også under aftensmaden.