Med alt det der foregår i verden for tiden og med en ganske travl hverdag, så kan man indimellem godt drømme om bare at trække sig fra det hele. Når man, i en militær sammenhæng, trækker sig fra kamp, så kalder man det ”retræte.” I skrivende stund har jeg trukket mig fra kampen og er taget på retræte i Norge sammen med 13 præstekollegaer fra hele landet. Retræten her er en slags kursus, hvor vi har trukket os væk fra hverdagen og giver os selv plads til at fordybe os på forskellig måde.  

Hver morgen står vi op til en morgenandagt (altså en lille kort gudstjeneste), så spiser vi morgenmad og smører en madpakke, hvorefter vi tager langrendsskiene på og kører ud i den skønne natur i de fleste af de lyser timer. Sent på eftermiddagen når alle mand er tilbage, læser vi sammen en udvalgt Søren Kierkegaard tekst, som derefter diskuteres. Vi laver mad og spiser sammen og har gode samtaler ved pejsen resten af aftenen. Sådan ser hver dag ud. Og det er selvsagt skønt! Selvom hytten vi bor i, er temmelig primitiv, der er f.eks. ingen wifi og man skal tænke sig til varmt vand i bruseren, så føles det som en luksus. Det at være ude i den storslåede natur, bruge sin krop, at dele tanker og erfaringer med gode kollegaer, samt at slippe alle hverdagens byrder, bekymringer og travlhed er absolut en nydelse. Det er jo på en måde en flugt virkeligheden og det er rart i en tid, hvor der ellers er tryk på verden.

Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke, om der ikke er noget dobbelt moralsk i at tage på sådan en retræte? For hvordan kan det være, at vi har indrettet vores hverdag og vores verden på en måde, så det skal være nødvendigt at tage væk fra den i perioder for at kunne holde den ud? Og når det nu er nødvendigt at tage sig sådan et pusterum, bliver retræten så ikke bare et instrument til, at man kan holde til den travle hverdag? Forstået på den måde, at når jeg kommer hjem fra retræten, så har jeg fået et pusterum og indsamlet overskud til at kunne holde til det høje tempo og dermed bidrager retræten jo til at tempoet holdes oppe. Burde vi i stedet ikke indrette vores hverdag og vores verden på en sådan måde, at vi ikke havde brug for pauserne og retræten, men derimod blot kunne følge med uden at blive så forpustede? Der er jo så mange mennesker, som knækker sammen med stress netop pga det tempo, som verden kræver.

På den anden side så tror jeg ikke, jeg kunne holde retrætelivet ud på lang sigt. Jeg ville simpelthen komme til at kede mig, hvis livet skulle køre så langsomt altid. For jeg kan jo også ret godt lide, når livet buldrer derudaf med 200 km i timen. Når kalenderen er fyldt med spændende gøremål og aftaler med venner og familie. Selv de sure pligter som rengøring, tøjvask, forskudsopgørelser og forældremøder er jo med til at give livet en form for mening. Det at jeg skal noget, at der er nogen, som er afhængig af mig, som forventer noget af mig, det giver værdi i livet.

Der er altså en dobbelthed i det. Måske det blot er den dobbelthed, der er i livet – at vi deltager i livet, river så meget ud af livet, som vi kan, lader os hive i forskellige retninger, men indimellem er der også brug for, at vi lige stopper op og reflekterer over vores praksis. Vi tager en pause, lader lidt op og giver plads til nye tanker. Livet kræver nok både travlhed og retræter. Travlheden er nem at blive grebet af, så vi skal huske at give os selv plads til retræten.