02/07/2026 0 Kommentarer
Sogneudflugt
Sogneudflugt

Køge Kirke har hermed fornøjelsen at invitere på udflugt en sensommerdag
Søndag 30. august 2026
PROGRAM
Kl. 11.00 afgang med bus fra Køge Kirke (Katekismusgade) umiddelbart efter Højmessen.
Første stop er Bjernede Rundkirke. Bjernede Kirke er en middelalderlig rundkirke i landsbyen Bjernede 5 km nordøst for Sorø, og er den eneste bevarede af sin slags på Sjælland. Her gør vi et kort ophold, hvor Birgitte Bech, som vi er så heldige at have med på turen, vil fortælle lidt om rundkirken.
Herefter går turen videre til Gyrstinge Skovkro, hvor der venter os en dejlig frokostbuffet med drikkevarer, og lækre varme og kolde retter.
Efter frokosten kører vi til Fjenneslev Kirke med de karakteristiske to tårne. Kirken er tæt knyttet til den magtfulde Skjalm Hvide og hans berømte slægt, og gennem tiden er der opstået både myter og skrøner om de to tårne. Om dette – og meget mere – vil vores kirkekyndige guide, Birgitte Bech, fortælle.
Derefter afslutter vi dagen med en dejlig sejltur på Sorø Sø ombord på turbåden Lille Claus. Vi går ombord ved Kongebroen og kan nyde vores medbragte kaffe og småkager, mens vi stille glider gennem det naturskønne landskab. Undervejs hører vi fortællinger om søen og de smukke omgivelser, der omgiver den.
Så er det tid til at vende næsen hjemad – efter forhåbentligt – en god oplevelse. Vi regner med at være tilbage i Køge ca. kl. 18.
TILMELDING
Senest mandag 24. august på kirkekontoret, Kirkestræde 29, hverdage kl. 9-13. Eller ring 5665 0246 for at reservere. Billetten skal herefter hentes ved personligt fremmøde og betales kontant med DKK 250 eller med MobilePay. Husk ved tilmelding at angive eventuel allergi eller vegetar/veganer af hensyn til frokosten.
Billetter sælges efter ‘først til mølle’-princippet og kan ikke refunderes efter 24/8. Det er et krav, at du bor i Køge Sogn, eller at du har løst sognebånd. Har du allerede betalt din billet, men ikke hentet den, eller er du allerede tilmeldt uden at have betalt, så holder vi din plads indtil 24/8. Efter denne dato går din plads videre til en på ventelisten. Indbetalinger kan refunderes indtil 24/8.
Kommentarer